Ulrik Bie: Der venter et skæbneår for Kinas Xi Jinping

Måske er det en tilfældighed. Måske er det ikke. Med de seneste væksttal for fjerde kvartal sidste år rammer Kinas økonomiske vækst præcis på decimalen magthavernes vækstmål. Fem komma nul. Det lyder højt, men det er en vækst, der er tvunget frem med store omkostninger. Myndighederne i Beijing har trådt speederen i bund og pumper penge ud i økonomien. Blandt andet gennem et program, hvor husholdningerne får store tilskud til at udskifte biler og forbrugerelektronik til mere energieffektive modeller. Det er hovedårsagen til, at Kina er verdens suverænt største marked for elbiler. Men det er også en ret åbenlys indirekte statsstøtte til bilproducenterne. Centralbanken har sat renterne ned og pumper penge ud i økonomien. De har gjort det muligt for bankerne at låne endnu flere penge ud. Desuden har den kinesiske valuta, yuan, fået lov til at falde i værdi over for dollaren og flirter med det svageste niveau siden 2005. Alt sammen er noget, som Kina har gjort før. Væksten er båret af endnu mere gæld på toppen af det, der allerede var verdens største gældsbjerg. Desuden måtte Kina læne sig endnu mere op ad eksporten for at holde fabrikkerne kørende. Eksportens bidrag til den økonomiske vækst var sidste år den største i flere årtier. I modsætning til tidligere har det en høj pris i forholdet til omverdenen. De enorme lagre af færdigproducerede varer betyder, at varerne falbydes til lave priser. Ikke mindst priserne på elbiler styrtdykker, hvilket er årsagen til, at EUs nylige straftold på kinesiske elbiler ikke har nogen effekt overhovedet. Det giver lavere inflation i Vesten og dermed lavere renter. Men det udkonkurrerer også vestlige arbejdspladser. Samtidig bliver sprækkerne i den kinesiske vækstmodel stadig mere tydelige. Indtjeningen i de kinesiske virksomheder falder kraftigt. Det er de statslige virksomheder, som klarer sig værst. Men det er her, at den milde regn af statspenge falder i størst omfang. Gældstynget byggebranche Det gælder blandt andet i byggebranchen, hvor firmaet Country Garden nu er føjet til listen over de mest tabsgivende nogensinde. Efter den kollapsede byggegigant Evergrande. Myndighederne forsøger at balancere mellem en oprydning og at holde branchen flydende, hvilket betyder, at der ikke sker afgørende forbedringer. Byggeinvesteringerne falder fortsat kraftigt, og da lokale myndigheders vigtigste indtægtskilde traditionelt har været salg af jord til byggeprojekter, så er deres indtægter også kollapset. Der bygges fortsat nye fabrikker med pæn fart, men det er ikke nødvendigvis en god ting. En fjerdedel af produktionskapaciteten bliver ikke brugt. De private investeringer er ikke steget i to år. Ligesom de massive investeringer i infrastruktur slet ikke giver de samme samfundsgevinster som dem, man foretog for ti år siden. En stor analyse af professor Lee Branstetter fra Carnegie Mellon University viser, at statsstøtte i Kina ikke rigtigt bidrager til øget produktivitet. For støtten går i høj grad til de mindre produktive virksomheder, der ikke kan klare sig i konkurrencen. Og pengene kan kun bruges én gang, så investeringer i noget, der ikke er produktivt, reducerer samfundets samlede produktivitet og Kinas fremtidige vækstpotentiale. Statsstøtte er noget, som man skal være meget forsigtig med. 2024 blev det første år, hvor udenlandske virksomheders investeringer i Kina direkte faldt. Det er en konsekvens af den stigende handelsfriktion mellem Kina og Vesten, hvor produktionen flyttes til andre lande for at undgå told og andre handelsrestriktioner. Men det er også en konsekvens af den nationalistiske politik, hvor kinesiske leverandører foretrækkes frem for vestlige. Samtidig blev 2024 et rekordår for kinesiske virksomheders investeringer i udlandet. Det er delvis for at reducere produktionsomkostningerne og primært for at omgå handelsbarrierer. Kinesiske virksomheder har foretaget store investeringer i samleproduktion i Mexico, hvor man så opfylder kravene til toldfri import til USA på grund af den nordamerikanske frihandelsaftale. På samme måde positionerer man sig i forhold til EU-landene. Det gælder inden for klimateknologier og især elbiler og batterier, hvor produktion inden for EUs grænser vil gøre handelskrige mere besværligt – også selvom mange dele kommer fra Kina. De faldende udenlandske investeringer betyder, at det kinesiske samfund får mindre adgang til vestlige produktionsmetoder, men også hvordan man organiserer en produktiv virksomhed. Et af de store paradokser i kinesisk økonomi er, at man har få bragende produktive virksomheder inden for mange nye teknologier, der er blandt de allermest produktive i verden. Men de spurter fra mange andre dele af samfundet, ikke mindst servicesektoren. For den almindelige kineser var 2024 ikke et godt år, og dette ser ikke meget bedre ud nu. Boligpriserne falder med uformindsket styrke på trods af myndighedernes massive tiltag for at stabilisere sektoren. Da boligen er middelklassens vigtigste aktiv, betyder lavere priser, at formuen og dermed fremtidige forbrugsmuligheder bliver kraftigt reduceret. Kina har et meget svagt socialt sikkerhedsnet, hvilket betyder, at husholdningerne generelt er tvunget til at spare meget op. Mange universitetsuddannede har ikke mulighed for at anvende deres uddannelse og må tage arbejde i servicesektoren til lav løn og uden et socialt sikkerhedsnet. Innovationen halter Teknologivirksomheder i Californien bliver oversvømmet af henvendelser fra ivrige kinesiske unge, der vil væk. Ifølge Euronews var der sidste år rekordmange ultrarige, der flyttede fra Kina. Xi Jinpings korstog mod den private sektor har øget statens rolle i økonomien. Det er ikke her, at innovationen sker. Antallet af giftemål er markant lavere end for et årti siden, og Kinas befolkning er nu inde i en fase, hvor antallet af døde langt overstiger antallet af fødsler. Efter en årrække med store fald blev der sidste år født lidt flere børn, men det var også forventet. 2024 var Dragens år, og det betragtes som særligt lykkebringende at blive født i det tegn. I år er Slangens år. Og i Washington hedder præsidenten snart Donald Trump. Xi Jinping har ført en politik, der skal øge den kinesiske selvforsyning, men med en dyb afhængighed af eksport i de kommende år. Vi har mest fokuseret på Grønland, men det er opgøret med Kina, der fylder mest i det store globale regnestykke. Trump har lovet massiv straftold på kinesiske varer, hvilket kan tvinge endnu mere produktion væk fra Kina – og endnu flere varer til dumpingpriser på det europæiske marked. 2025 bliver på alle måder et brydningsår for Kina. Paradoksalt er pæne væksttal lige nu et udtryk for svaghed – ikke styrke. Den økonomiske model skal drejes væk fra gæld og et manisk forsøg på at producere alt til hele verden og i stedet hvile mere på kinesiske husholdningers forbrug. Og så naturligvis, at Kina vender tilbage til et »panda«-forhold til Vesten, hvor fokus på fredelig sameksistens igen sættes i højsædet. Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør https://www.berlingske.dk/oekonomi/ulrik-bie-der-venter-et-skaebneaar-for-kinas-xi-jinping